23948sdkhjf

Kommune går hårdt til Nemlig.com

Københavns Kommune er gået i rette med Nemlig.com, efter der fortsat lader til at være problemer med forholdene for kædens chauffører.

Det har gennem hele foråret og sommeren været et problem, fordi chaufførerne skal være blevet snydt for løn, ferie og ret til fravær under sygdom.

Det får nu Københavns Kommune til at give Intervare, som ejer Nemlig.com, et ultimatum: der skal inden 3. september rettes op på de kritsable forhold samt ske efterbetaling til chaufførerne. Hvis ikke, så kan det i sidste ende ende med ophævelse af kontrakten.

Det skriver Finans.

Flere andre kommuner har allerede droppet samarbejdet med Nemlig, mens Region Hovedstaden ligeledes ikke længere vil bruge tjenesten. Og det næste kan altså blive Københavns Kommune.

- Vi vil ikke acceptere, at mennesker, der løser opgaver for Københavns Kommune, bliver udnyttet til at arbejde under forhold, som er langt under standard på det danske arbejdsmarked og til en alt for lav løn. Det er sidste udkald for Intervare til at rette op på forholdene og give medarbejderne den løn, de har krav på, siger overborgmester Lars Weiss (S).

Hos Nemlig.com er man dog ikke enig i kritikken.

- Det er uhørt og i strid med de faktiske forhold, at København Kommune (i en pressemeddelelse, red.) skriver, at 'chaufførerne bl.a. er blevet snydt for løn, ferie og ret til fravær under sygdom.' Vi oplever, at Københavns Kommune udsender pressemeddelelser i denne sag med forkerte konklusioner, som vi end ikke får mulighed for at kommentere på, inden de bliver sendt ud. Dette viser, hvor politisk denne sag desværre er, siger Mikkel Pilemand, kommerciel direktør i Intervare i en pressemeddelelse.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.078